søndag den 15. april 2018

111. kage: Sofus' dåbskage

Da Sofus blev døbt tilbage i oktober måned skulle der naturligvis være en af morens hjemmelavede kager til den efterfølgende fest.

Det var første gang jeg har lavet en dobbelt lags kage i 2 etager, og også første gang jeg har lavet en ombre opsmøring. Desuden kunne drip-delen også have været lidt bedre ... men i det store hele var jeg ganske godt tilfreds :o) Der var naturligvis alt for meget kage, men jeg havde det look jeg ville have i hovedet og så måtte kagen blive derefter. Det passede dog med, at jeg kunne skære nogle pæne stykker og smide i fryseren - så var der til dessert til nytår :D

Kagen var meget klassisk - lyse bunde, skildpaddecreme og hindbærmousse. Men det blev den bestemt ikke værre af!

Husbonden fik sidste år en stiksav af mig i fødselsdagskage, så det gav sig selv, at han skulle lave det fine Batman/Sofus skilt. Det var krydsfiner, som blev malet sort og guld, og så med sort og guld glitter. Det hænger nu som navneskilt udenpå hans dør, så selvom det var lidt besværligt at lave, så var det det hele værd.


Storebrødrene ville også gerne med på billederne af kagen :D


onsdag den 21. marts 2018

110. kage: Vulkankage

Nå, jeg kan vist ligeså godt erkende, at bloggen er død. Men jeg vil gerne stadig have et sted at lægge billeder op af mine kager, så det fortsætter altså med at være her på bloggen - der er bedst mulighed for gode billeder og det kan jeg stadig god lide.

Tilbage i efterårsferien sidste år lavede jeg nedenstående lille kage til storebroren til en fra Felix' mødregruppe. Jeg blev faktisk RET godt tilfreds med den, hvis jeg selv skal sige det!

Det var en lille kage, som kun indeholdt chokoladekage i lag og lidt smørcreme. Udenpå er der blendede Oreos udenpå smørcremen og lavaen er lavet af hvid chokolade-ganache farvet i forskellige farver. Der hørte også et marengs 8-tal med, men jeg turde ikke at sætte det ovenpå kagen til når den skulle fragtes. Så det kom først på senere - og så hørte jeg fra min veninde, at de også satte stjernekastere på, hvilket var en fabelagtig idé!

Navnet og det manglende 8-tal blev lavet i marengs, så det også kunne få lidt vulkan-agtige farver. Det forlyder at fødselaren blev glad for den, hvilket jo altid er dejligt, og når jeg så også selv var glad for den, er det en klar win-win :o)




onsdag den 17. januar 2018

109. kage: Drip-cake i fine farver

Da husbonden skulle tilbage på arbejde efter Sofus' ankomst skulle han naturligvis have en kage med. Det er faktisk ret sjovt at se her på bloggen, hvordan min stil i kager har forandret sig over årene - eller i hvert fald hvad jeg lige har været i humør til/haft overskud til på det tidspunkt. HER er kagen, som han havde med, da Victor var blevet født og HER er kagen, som han havde med, da Felix var blevet født.


Men anyway, efter Sofus' fødsels gik jeg efter en lidt mere enkel kage at lave. For det er enormt meget hurtigere at lave en uden fondant m.m. Det er ikke meget drenget over denne kage, men jeg synes faktisk, at det bliver enormt fint - og meget feminin. Jeg mener at vi var ude i en helt klassisk - lyse bunde, skildpaddecreme (eksternt link) og hindbærmousse og IMBC.






tirsdag den 16. januar 2018

108. kage: Monsterbogen (og en børne fødselsdag med Nexo Knights tema)

Da Victor fyldte 6 år sidste sommer havde han hele stuen fra børnehaven med til fødselsdag. De plejer åbenbart ALTID at have skattejagt, men da han gerne ville have et Nexo Knights tema, fandt husbonden i stedet på at lave ridder træning. Dvs. der var Lance: Ringridning på kæphest, Macy: Sæt hestehalen på hjelmen, Clay: Ringkast, Aaron: Armbrystskydning, og sidst men ikke mindst Axl: ædegilde/spisning. Når børnene havde klaret alle disciplinerne fik de så en slikpose som bevis på at have klaret det. Det blev faktisk en rigtig stor succes :o)


Som kage havde Victor ønsket sig Monsterbogen fra Nexo Knights, så det fik han i en mere eller mindre vellykket udgave :o) Det var bare en chokoladekage indeni og en smule smørcreme. En af drengene fra børnehaven kunne dog ikke lige chokoladekage, så derfor var der også bagt lidt cupcakes, som så også var pyntet som Nexo Knights Globlins.

Her kan man ane ring og lanse fra Ringridning
Flasker med Nexo Knight etiketter og sugerør

lørdag den 23. december 2017

Glædelig jul

Ja, så nærmer den store dag sig. I morgen er det endelig juleaften. Det glæder vi os meget til her i det lille hjem :o) Drengene glæder sig rigtigt meget, og det gør vi voksne også. Vi skal være sammen med mere eller mindre hele vores familie igennem forskellige dage i julen, men der bliver uden tvivl også tid til leg og afslapning.

Men sandsynligheden for at jeg får blogget en helt masse er nok ikke så stor, så derfor vil jeg allerede nu ønske en glædelig jul til jer der stadig måtte læse med her på bloggen. Jeg håber, at I får en skøn jul!


torsdag den 14. december 2017

Vind "Majas Kager"

Præmien er sponsoreret af Politikens Forlag

VINDEREN ER FUNDET - DET BLEV EN INSTAGRAM-DELTAGER SOM VANDT. SE EVT. VIDEO PÅ INSTAGRAM.

TAK TIL ALLE DER DELTOG :o)

I anledningen af julen har jeg en lille give away, hvor du kan vinde den skønne nye kogebog af Maja Vase "Majas kager" som er et overflødighedshorn af lækre opskrifter - se evt. min anmeldelse her. Derfor spurgte jeg Politikens Forlag om ikke jeg måtte have lov at forære et eksemplar væk, og det måtte jeg heldigvis.


Denne lille give away foregår både her på bloggen, og på instagram, så hvis du deltager begge steder, får du 2 lodder i puljen. 

Alt du skal gøre er at skrive en kommentar, hvor du fortæller hvad du glæder dig mest til denne jul. 

Jeg trækker en vinder d. 22. december. Bogen når nok ikke frem inden jul, men forhåbentlig inden nytår, så du har muligheden for at lave de smukke kransekage på nedenstående billede til nytårsaften :o)


søndag den 10. december 2017

107. kage: Studenterhue med en speciel betydning

Nogle gange når min omgangskreds spørger om en kage overvejer jeg altid et kort øjeblik, hvorvidt jeg har tid eller ej. Nogle gange over tænker jeg ikke over det men siger ja, fordi jeg ved at jeg SKAL have tid til at lave denne kage. En af den slags kager lavede jeg tilbage i sommers til én af de mange nyudklækkede studenter.

Min kusines smukke datter fik i efteråret 2016 konstateret kræft i knoglerne på sit ene ben. Hun kæmpede en brag kamp med transplantation, behandling og bivirkninger, men formåede at blive erklæret rask og at kæmpe sig frem til at kunne blive student med sin klasse. Det er dælme sejt gjort! Sofie ville gerne have en kage formet som en studenterhue med datoerne for start og slut af hendes sygdom. Så det gjorde jeg naturligvis efter min bedste overbevisning.

Sjældent har jeg været så glad for at kunne lave en kage som denne, og resultatet blev også ganske fint ;o)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...