søndag den 14. april 2013

Mormor-mad: Æggekage

Jeg ved godt at foråret og sommeren for den sags skyld endnu ikke helt er kommet til Danmark. I hvert fald ikke Aalborg! Men vi havde en helt masse æg i køleskabet, og pga. lidt solskin der mindede mig om sol og sommer blev vi nødt til at have æggekage! I min verden findes der ikke mange retter der minder mig mere om sommer og sol end æggekage. Da jeg var barn fik vi altid æggekage og koldskål, først det ene og så det andet. Det er naturligvis også den helt rigtige menu i mine øjne, men som regel får vi kun én af delene da der ellers let bliver for meget mad.


Æggekage ca. 3 pers.
8 æg
1½ dl sødmælk
2-3 spsk mel
salt og friskkværnet peber
125g bacon
3-4 cocktailtomater
purløg
rugbrød

Steg baconen sprød på en tør pande. Hæld fedtet fra inden det evt. branker lidt, så du kan bruge det til æggekagen. Tag baconen af panden, når den er sprød og læg til side på en tallerken med køkkenrulle på. Pisk æggene godt sammen i en skål. Pisk mel og mælk sammen i en lille skål og pisk det derefter ned i æggene. Tilsæt salt og friskkværnet peber. Tør panden ren, hæld 2-3 spsk af baconfedtet på og hæld æggeblandingen på. Skru ned til en forholdsvis lav varme og steg æggekagen igennem - det tager ca. 15 min. Løft en gang imellem lidt op i æggekagen, så noget af de flydende kan komme til bunds. Skyl og skær tomaterne i skiver og læg dem på æggekagen når den kun lige mangler 1 minut. Læg låg på panden indtil tomaterne lige er varmet lidt. Læg bacon på, og drys med masser af purløg. Server straks med lidt godt rugbrød.


Åh, hvor er æggekage bare godt! Mums! Jeg elsker blandingen af de søde tomater, det salte bacon og det bløde æg med lidt skarp purløg. Mums! Junior var også fan, og så er vi som tidligere nævnt altid glad her i det lille hjem. Men nu glæder jeg mig endnu mere til sol, sommer og æggekage ude i haven :o)

6 kommentarer:

  1. Jeg elsker æggekage! Måske det skulle på menuen i morgen :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Æggekage er bare SÅ godt :o) Jeg håber du puttede det på menuen :o)

      Slet
  2. Hahah! Jeg har også lavet æggekage til min familie til aftensmad i aften! Dog i ovnen! og brændt mig frygteligt på baconfedt der sprøjtede op på min hånd! AV! Men det smagte dejligt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Av, ikke rart at brænde sig på baconfedt! Jeg stod faktisk også og overvejede at lave det i ovnen, men valgte alligevel at holde mig til hvad jeg kender... men måske jeg skulle prøve ovnen næste gang :o)

      Slet
  3. Total klassiker :-) det er altid godt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Så meget en klassiker! Ja, det er aaaltid godt :o)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...